lørdag den 28. september 2013

Man ved man er flyttet til Grønland når...

Jeg har i ugens løb haft flere oplevelser hvor jeg tænkte – Du ved du er i Grønland når…

  1.  Da jeg på min tur hjem går forbi lystbådehaven og der kommer en gående med en riffel over skulderen
  2.  Da jeg blev overhalet af en på cykel der havde en død hare (uden hoved) i den ene hånd
  3. Da jeg gennemgik reklamerne og ugens store tilbud var foder til slædehunde, dog med en note om at dette ikke gjaldt Nuuk (Man må kun have slædehunde nord for polarcirklen)
  4. Skilte der forbyder pigsko indendørs.
  5. Færdselsskilte der viser ruter for snescootere.
  6. Broer og lygtepæle ude midt i ingenting – det er selvfølgelig til langrendsløjpen når der kommer sne….

Er sikker på at listen bliver længere med tiden J

Ellers har ugen budt på en mindre mental krise. Hvis jeg ikke havde fået arbejde, ville jeg i øjeblikket sidde i London og se amr. Football, efterfulgt at shopping og fish n’ chips og øl! Behøver vel ikke uddybe hvorfor det lige i den sammenhæng er lidt nedtur at sidde i Nuuk, selvom jeg er glad for mit arbejde?! Deroveni kom en frustration over ikke at have mine egne ting, og udsigten til at det kunne tage rigtig langtid før jeg fik min egen lejlighed. Da jeg torsdag også havde utrolig ondt i hovedet og hvad der føltes som en begyndende forkølelse var lavpunktet for ugen nået.
Men så er det jo godt at familien lige kunne finde tid til at mødes med mig over Google hangout (eller hvad det nu var det hed?) Det, samt udsigten til et besøg på Godthåb bryghus sammen med kursusgruppen fredag og en lang nats søvn hjalp lidt på humøret. Fredag blev dog en meget bedre dag end først forventet, for da jeg tjekkede min mail var der kommet besked om at jeg havde fået bolig og allerede fra d. 1/10. Var dog lige i starten lidt ærgerlig over at det er i Qinngorput, ville gerne have boet tættere på Nuuk centrum, men lige nu glæder jeg mig bare utrolig meget til at flytte ind og pakke de ting ud jeg ikke har set siden midt i Juni. Så næste uge står den på flytning får nøglen d. 1/10 14.30 og så bliver mine ting flyttet 2/10 over middag J GLÆDER MIG!!!!!


En anden ting der logisk nok fylder en del er det der med at vænne sig til fast arbejde med faste møde tider. Ikke at jeg har svært ved at møde til tiden. Men at skulle arbejde 8 timer i træk, og så holde fri når man har fri, er faktisk en udfordring. Som studerende har jeg i høj grad læst om eftermiddagen og aftenen og hvis jeg har læst i løbet af dagen har jeg taget en del pauser. Så var godt forberedt på at det ville være en udfordring at skulle arbejde 8 timer i træk, men at det rent faktisk er en udfordring for mig at slappe af når jeg har fri og slippe den der følelse af at jeg burde lave noget, det overrasker mig lidt. Regner med at det er et spørgsmål om tid og tilvænning. Ellers må jeg jo tilmelde mig noget aftenskole undervisning eller et enkeltfag på uni så jeg langsomt kan trappe ud af det der studieliv ;)

P.S. Har fundet fitness og hentet mit kort, så nu er jeg klar til at komme igang :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar